At miste, mens den anden stadig lever – når misbruget fylder

I et tidligere blogindlæg skrev jeg om ventesorg – den særlige sorg, der kan opstå, når vi ved, at vi vil miste et menneske, vi elsker. En beslægtet sorg viser sig, når vi mister nogen, mens de stadig lever. Det kan ske ved demens, psykisk sygdom eller misbrug.

​

I dette indlæg vil jeg særligt fokusere på sorgen som pårørende til en misbruger. For det er en sorg, der ofte er usynlig, men som kan fylde lige så meget som et reelt dødsfald.

​

Vi står magtesløse tilbage, mens et menneske, vi kender og elsker, langsomt forsvinder ind i misbrugets greb. Personen lever stadig – men relationen, trygheden, tilliden og de fælles drømme smuldrer.

​Magtesløsheden – en følelse, der æder os op indefra

​Magtesløshed er en følelse af at have mistet kontrollen. At stå ved siden af, se et menneske gå i stykker, mens vi ikke kan stoppe det. Mange beskriver det som at råbe i en storm – man bruger al sin kraft, men vinden overdøver ens stemme.

​

Magtesløsheden kan æde os op. Den skaber en konstant indre uro: vi venter på det næste opkald, den næste krise, den næste katastrofe. Kroppen går i alarmberedskab, og vi kan få svært ved at trække vejret roligt, sove, spise eller være til stede i vores eget liv. Det føles, som om hele vores eksistens kredser om misbruget – selvom det ikke er os, der bærer det.

​

Skyldfølelsen – når vi tager ansvaret på os

​Skyldfølelsen er en trofast følgesvend for mange pårørende. Vi tænker: Hvis bare jeg havde gjort mere. Hvis jeg havde sagt fra. Hvis jeg havde været mere tålmodig. Hvis jeg havde elsket mere.

​

Skyldens natur er at pege fingeren indad. Den fortæller os, at vi kunne have ændret udfaldet – og dermed fastholder den os i en endeløs indre kamp. Vi begynder at tage et ansvar, der ikke er vores at bære. Skyld kan gøre os selvudslettende: vi tilsidesætter vores egne behov, fordi vi føler, vi skylder at redde den anden.

​

Men sandheden er, at ingen kan redde en misbruger udefra. Forandringen kan kun komme indefra hos den, der kæmper.

​

Skammen – den usynlige mur

​Skammen er måske den mest lammende følelse. Den kan vokse frem på flere måder:

​

• Skammen over at stå tæt på en, der drikker, tager stoffer eller på anden måde mister grebet.
• Skammen over at ens familie eller relation “ikke ser ud, som den burde”.
• Skammen over de følelser, man selv rummer – vreden, afmagten, måske endda ønsket om at give slip.​
• Skammen får os til at trække os væk fra andre. Vi holder op med at dele vores historie, vi bider os selv i tungen, vi skjuler sandheden. Skammen isolerer – og i den ensomhed bliver sorgen endnu tungere.

​Hvordan passer vi på os selv midt i misbruget?

​Når vi lever tæt på en misbruger, er det vigtigt at minde os selv om, at vi også har ret til et liv. Vi kan ikke redde et andet menneske ved at ofre os selv – men vi kan passe på vores egen sjæl, så vi ikke går under sammen med misbruget.

​

Nogle små skridt kan hjælpe:

​

Grounding: Mærk dine fødder i jorden. Læg mærke til din vejrtrækning. Bring dig selv tilbage til nuet, når tankerne løber af sted.

​

Naturen: Gå en tur, find ro i træernes stabilitet eller havets rytme. Naturen kan minde os om, at livet er mere end den smerte, vi står i.

​

Mindfulness og vejrtrækningsøvelser: Små øjeblikke af bevidst nærvær kan give kroppen et pusterum.

​

Ventilering: Skriv dine tanker ned, sig dem højt for dig selv, eller del dem med en ven. Når ordene kommer ud, letter trykket.

​

Fællesskab: Tal med mennesker, der forstår – venner, netværk eller grupper for pårørende. At spejle sig i andre kan opløse følelsen af isolation.

​

Og vigtigst: Lev dit eget liv. Du må gerne grine, drømme, planlægge og nyde – selvom den, du elsker, kæmper. En andens destruktive valg må ikke tage din livsglæde fra dig.

Når sorgen bliver for tung

​Hvis sorgen fylder så meget, at den lammer din hverdag, kan professionel hjælp være en nødvendighed. Terapi kan være et rum, hvor skyld, skam og magtesløshed kan blive mødt og bearbejdet – og hvor du igen kan finde fodfæste i dit eget liv.

​

Terapeutisk fodnote:

At være pårørende til en misbruger er at leve med en stille sorg. Den er ofte usynlig for omverdenen, og derfor bærer mange den alene. Du skal vide: du har lov til at sørge. Du har lov til at være vred, træt, ked af det – og samtidig længes efter ro. Dine følelser gør dig ikke svag eller forkert, de gør dig menneskelig.

​

Når du begynder at tage hånd om dig selv, kan det føles uvant eller måske endda egoistisk. Men at tage vare på dig selv er ikke at svigte den anden – det er at respektere, at dit liv også har værdi. I længden er det netop omsorgen for dig selv, der giver dig styrke til at være i relationen – og til at kunne stå oprejst, uanset hvad den andens kamp fører med sig.