Af Anne Rosendal, psykoterapeut
Vi mennesker længes efter tryghed. Vi vil gerne vide, hvad der sker i morgen, hvordan andre tænker om os, og hvordan livet folder sig ud, så vi kan forberede os.
Kontrol giver os en følelse af sikkerhed. Den får verden til at virke lidt mere overskuelig, og os selv lidt mindre sårbare.
Men under overfladen ligger der ofte en stille uro – for vi kan aldrig helt styre livet.
Der kommer øjeblikke, hvor vi mærker, at kontrollen skrider: sygdom, tab, forandringer, svigt eller bare hverdagens uforudsigelighed.
Og netop dér bliver vi mindet om, at kontrol og tillid er to sider af samme mønt.
Når vi holder for hårdt fast, mister vi kontakten til livets naturlige bevægelse.
Når vi slipper alt for hurtigt, kan vi miste fodfæstet.
Kunsten er at finde den levende balance – mellem det, vi faktisk kan påvirke, og det, vi må lære at overgive os til.
Kontrollens skjulte ansigt
Kontrol viser sig sjældent som dominans. Den er oftere forklædt som ansvarlighed, perfektionisme, planlægning eller overtilpasning.
Den lever i de små tanker: “Hvis jeg bare sørger for…” – “Jeg må ikke miste overblikket…” – “Jeg burde kunne klare det bedre…”
Under kontrollen ligger der som regel et dybere lag: angst for at miste, for at fejle, for ikke at være god nok – eller for at miste grebet om et liv, der føles skrøbeligt.
Men jo mere vi forsøger at holde sammen på det hele, desto mere stivner vi i kroppen og i sindet.
At give slip handler ikke om at opgive.
Det handler om at åbne sig for tillid.
Tillid som livets bevægelse
Tillid er ikke noget, man beslutter sig for. Det er noget, man langsomt genfinder i kroppen.
Når vi begynder at trække vejret lidt dybere. Når vi opdager, at vi kan stå i det svære uden at gå i stykker.
Når vi ser, at verden ikke altid vælter – selv om vi ikke holder styr på alting.
Tillid vokser i rytmen mellem spænding og afspænding.
I evnen til at trække vejret ud, lige så bevidst som vi trækker vejret ind.
I at kunne være med det, der er – også når det er ubehageligt.
At slippe kontrollen i praksis
At slippe kontrollen kræver øvelse.
Det begynder med at opdage, hvornår tankerne tager over – og hvornår vi faktisk er til stede i kroppen.
Hvornår vi handler af frygt – og hvornår vi handler af tillid.
Man kan begynde med små skridt:
At give sig selv lov til at ikke vide alt.
At trække vejret og vente to sekunder, før man reagerer.
At læne sig ind i nuet, fremfor at kæmpe imod det.
Terapeutisk fodnote – fra terapirummet
Jeg møder mange mennesker, der kæmper med kontrollen – på hver deres måde.
En kvinde med angst, som hele tiden overvågede sine kropslige fornemmelser. Hun var udmattet af at analysere hvert hjerteslag.
Vi arbejdede metakognitivt med at opdage, hvordan hun overvurderede sine tanker – og begyndte at give slip på behovet for konstant at overvåge sig selv.
Hun lærte gradvist at lade tanker komme og gå uden at reagere på dem. Tilliden vendte langsomt tilbage, som et lille lys i mørket.
En mand med stress, der følte, at verden ville falde sammen, hvis han ikke holdt tempoet.
Gennem mindfulness-øvelser og bevidst vejrtrækning begyndte han at mærke, at kroppen allerede vidste, hvordan man falder til ro – når bare sindet giver lov.
Hans kontrol trådte et skridt tilbage, og roen trådte frem.
En tredje, der manglede livslyst, oplevede gennem tankefeltterapi, hvordan gamle følelsesmæssige spændinger fra fortiden stadig sad i kroppen.
Ved at løsne disse lag med tapping og nænsom guidning kunne hun mærke sig selv igen – ikke som et projekt, der skulle fikses, men som et menneske, der måtte leves.
At turde leve med foranderlighed
Livet ændrer sig. Kroppen ændrer sig. Relationer ændrer sig.
Kontrol giver os illusionen af stabilitet – men tillid giver os ro midt i bevægelsen.
Når vi tør slippe lidt af grebet, åbner vi os for en dybere erfaring:
At vi faktisk kan bære livet – også når vi ikke kan styre det.
“Når vi slipper kontrollen, opdager vi, at vi stadig bliver båret.”