Fra overlevelse til autenticitet: At vokse op i en dysfunktionel familie
Når barndommen har lært os at tilpasse os for at overleve, mister vi ofte kontakten til os selv. Men vi kan finde hjem igen – og begynde at leve et liv i egen kerne, med selvomsorg og ægte selvværd.
Når man er vokset op i en dysfunktionel familie, er det sjældent, man selv sætter ord på det i barndommen. Der er ofte ikke noget sprog for det usagte. Man tilpasser sig – og det kan i mange år se ud som om, man har klaret sig fint. Men indeni lever gamle mønstre videre som indre uro, selvkritik, angst, udmattelse eller følelsen af ikke helt at høre til.
Alice Miller(1) beskriver i ”Det selvudslettende barn” hvordan børn i dysfunktionelle familier ofte udvikler en ekstrem opmærksomhed på andres behov og stemninger. Barnet lærer at være på forkant med situationer, der kan udvikle sig farligt. Det sker ikke bevidst. Det er en overlevelsesstrategi. En måde at være i verden på, hvor man hele tiden scanner omgivelserne for at forsøge at kontrollere det ukontrollerbare.
Alarmberedskabet som livsform
At vokse op i et miljø præget af uforudsigelighed, følelsesmæssigt fravær, vrede eller tavshed, efterlader et nervesystem i konstant alarmberedskab. Det føles naturligt at være anspændt, vågen, ”på”. Det er trygheden, der virker fremmed, ikke uroen.
Man udvikler en skarp sans for, hvordan andre har det – for deres stemninger, ansigtsudtryk, tonefald. Det bliver vigtigere at vide, hvad de føler, end at mærke sig selv. Barnet bliver den, der glatter ud, trøster, tager ansvar. Og det kan give en illusion af kontrol.
Men det har en pris.
Når egne behov bliver usynlige
Evnen til at mærke egne følelser og behov kan gå tabt. Man lærer, at det er farligt eller forkert at fylde, at være vred, at sige nej. Man bliver dygtig, hjælpsom, tilpasningsparat – men mister forbindelsen til sin egen kerne.
I det voksne liv kan det vise sig som:
-Vanskeligheder med at sætte grænser.
-En følelse af indre tomhed eller meningsløshed.
-Lavt selvværd og et stærkt behov for anerkendelse.
-Perfektionisme eller pleaser-adfærd.
-En følelse af ikke at være ”nok” – eller at være for meget.
Den terapeutiske rejse tilbage til sig selv
At komme sig efter en opvækst i dysfunktion kræver mod. For det handler ikke om at finde et nyt ydre ideal – men om at genetablere kontakten til sit indre.
Metakognitiv terapi kan hjælpe med at skabe afstand til de overtænkende og selvkritiske tankemønstre, som ofte styrer os ubevidst. I stedet for at blive fanget i analyser og bekymringer, lærer man at lade tanker være – og begynde at leve.
Tankefeltterapi (TFT) og Matrix Reimprinting giver mulighed for at arbejde kropsligt og følelsesmæssigt med de traumer og fastlåste mønstre, der stammer fra barndommen. Vi bærer ofte følelser med os, som vi ikke fik lov til at mærke eller udtrykke dengang. Her kan vi trække følelserne hjem til os selv, møde dem med omsorg – og begynde at ændre det indre narrativ.
Mindfulness coaching støtter processen med at finde hjem til kroppen og nuet. Det handler om at kunne mærke sig selv – uden dom, uden præstation. Bare være. Mærke, at man er levende. At man eksisterer, uden at skulle præstere for det.