Om følelsen af at leve med en maske – og vejen tilbage til dig selv de
Der er en særlig træthed, som rammer, når man har brugt for meget energi på at fremstå, klare sig godt og være noget for andre. En udmattelse, som ikke nødvendigvis handler om for lidt søvn – men om for meget distance til sig selv.
Måske kender du det: Du har gjort alt rigtigt, opnået det du satte dig for, været den dygtige, den ordentlige, den ansvarlige. Alligevel sidder der en stille uro i kroppen – en tvivl, der visker: Er jeg egentlig god nok, som jeg er? Eller er jeg bare god til at spille rollen?
Velkommen til livet bag facaden.
Når du lever med følere udenfor dig selv
For mange begynder det tidligt. Vi lærer at aflæse omgivelserne, fornemme stemninger, tilpasse os, tage hensyn. Det er en styrke – men også en fælde, hvis det bliver den eneste måde at være i verden på. Når vi har “følerne” vendt udad hele tiden, mister vi fornemmelsen for, hvad vi selv mærker og har brug for.
Over tid kan det udvikle sig til perfektionisme, overansvarlighed og Imposter-syndrom – følelsen af at være en bedrager, som når som helst kan blive afsløret. Det er paradoksalt, for ofte rummer netop de mennesker, der tvivler mest på sig selv, en stor dybde, empati og indsigt. Men de ser det ikke, fordi de måler deres værdi på ydre præstation og andres reaktioner.
Når dygtighed driver tankemylderet
Bag ønsket om at være dygtig gemmer der sig ofte en indre uro. Et konstant behov for at tjekke, justere og gennemgå sig selv. Tankerne kører i ring – “gjorde jeg det godt nok?”, “hvad tænkte de andre?”, “burde jeg have sagt noget andet?” – og du mærker måske, at det aldrig helt falder til ro.
Det kaldes ruminering – en form for overtænkning, hvor hjernen genafspiller scenarier igen og igen i håb om at finde ro, svar eller kontrol. Men paradoksalt nok fører det sjældent til klarhed – kun til udmattelse og endnu mere tvivl.
I metakognitiv terapi ser vi dette som en mental strategi, du har lært at bruge – ofte for at være på forkant, undgå fejl og sikre, at du lever op til egne og andres forventninger. Men når strategien bliver overbrugt, kommer du til at leve i hovedet og mister forankringen i nuet.
At være dygtig bliver dermed ikke længere en glæde, men en overlevelsesmekanisme. Og det er her, roen og kontakten til dig selv gradvist forsvinder.
Perfektionismens stille krav
Perfektionisme handler sjældent om at ville være bedre end andre. Det handler ofte om at forsøge at være god nok – ikke at fejle, ikke at skuffe, ikke at gøre sig sårbar. Det bliver en måde at beskytte sig selv på. Men det skaber også afstand. Til kroppen. Til følelsen. Til det autentiske jeg.
Når vi hele tiden skal præstere, optimere og være på forkant, kommer vi til at leve i hovedet – med forestillinger om, hvem vi burde være, og hvad andre måske tænker.
Den metakognitive vinkel: Tanker er ikke sandheder
I metakognitiv terapi arbejder vi med, hvordan vi forholder os til vores tanker – ikke nødvendigvis med indholdet af dem. Mange med Imposter-syndrom bruger meget tid på at analysere, gruble og forsøge at finde beviser for, at de “har styr på det”.
Men jo mere vi kæmper med tankerne, jo mere bliver vi fanget af dem.
I stedet kan vi lære at give slip. At se tankerne som mentale vejrudsigter, vi ikke behøver rette os efter. En tanke som “jeg er ikke god nok” er ikke farlig i sig selv – den bliver først problematisk, når vi tror på den, dvæler ved den og forsøger at modbevise den igen og igen.
Når du begynder at træde et skridt tilbage fra tankerne, får du adgang til noget andet. Noget dybere. Dig.
Mindfulness: Fra hovedet og hjem i kroppen
Mindfulness handler ikke om at tømme hovedet for tanker. Det handler om at være nærværende – også med det, der er svært. At lægge mærke til, hvordan det føles at trække vejret. At spise langsomt. At sanse. At stoppe op.
Det er i disse enkle øjeblikke, vi begynder at finde hjem igen. Hjem til kroppen. Til kontakten med det, vi føler, uden at skulle fixe eller forstå det hele.
Når du er til stede i dig selv, bliver det lettere at navigere efter din egen indre kompasnål – i stedet for at justere dig efter andres forventninger.
Tapping: Når kroppen husker
Tanker sætter sig i kroppen. Uroen, præstationspresset og følelsen af ikke at være nok kan sætte gang i kroppens alarmsystem, selv længe efter, faren er væk.
Tapping (tankefeltterapi) er en blid og effektiv metode, hvor du banker let på bestemte punkter på kroppen – mens du sætter ord på det, du mærker. Det kan virke regulerende på nervesystemet og give slip på gamle overbevisninger og indre uro.
Eksempel:
> “Selvom jeg nogle gange føler, at jeg ikke er god nok, accepterer jeg mig selv, som jeg er.”
Samtidig banker du blidt på håndkanten, på lymfepunkterne på brystkassen, mellem øjnene, under øjnene, på ribbenskantern, ved kragebenene – efterfulgt af en dyb vejrtrækning, ind gennem næsen ud gennem munden.
Du kan hente en grundig beskrivelse af traume sekvensen med tapping HER.
Det lyder måske enkelt – men det at sende kroppen et signal om tryghed, imens du anerkender dine følelser, kan have en dybt forankrende effekt.
Vejen hjem til dig
Du skal ikke fjerne masken med vold. Den har måske beskyttet dig i mange år. Men du kan begynde at løsne den – stille og nænsomt.
Vejen hjem begynder med at turde mærke dig selv igen. Ikke kun hvad du tænker – men hvad du føler, og hvad du længes efter. Med små skridt. Med pauser. Med accept.
Du behøver ikke være perfekt. Du behøver bare være dig.
Og det er nok.
Har du lyst til at arbejde med dette, tilbyder jeg forløb, hvor vi kombinerer metakognitiv terapi, mindfulness og tapping – en nænsom vej tilbage til det sted, hvor du ikke behøver præstere for at høre til.