– en terapeutisk vej tilbage til helhed
Der findes en længsel i os alle, som kan være svær at sætte ord på. En længsel efter at føle sig hel, forbundet, ægte. En længsel efter at kunne sige: "Her er jeg. Dette er mig." Den længsel kalder vi ofte for at finde hjem til sig selv.
Men hvad betyder det egentlig – at finde hjem?
For nogle er det en stille proces, der udfolder sig i takt med livets erfaringer. For andre er det en smertefuld rejse hjem fra et sted, hvor de aldrig rigtig har fået lov til at være sig selv.
Når vi mister os selv
Mennesker mister sig selv af mange grunde. Det sker ikke altid i ét dramatisk øjeblik – ofte sker det langsomt, i små bidder. En opvækst i en dysfunktionel familie, hvor vi lærte at tilpasse os for at overleve. Et barn, der måtte være stærk, stille, dygtig – og som aldrig rigtig blev mødt i sine følelser.
Det sker også, når vi oplever voldsomme hændelser: vold, overgreb, mobning, ydmygelser. Når vores grænser bliver overtrådt, og vi ikke har ord, støtte eller tryghed til at sætte dem igen.
For at beskytte os selv, lukker vi af. Vi gemmer følelserne væk, vi forsøger ikke at mærke, for det er for overvældende, for farligt, for smertefuldt. Nogle lærer at gøre sig usynlige. Andre bliver vrede eller kontrollerende, som en måde at holde det ubærlige ude på.
Men aflukningen har en pris. For når vi lukker ned for smerten, lukker vi også ned for glæden. For håbet. For livskraften. Vi mister kontakten til os selv – vores indre pejling, vores autenticitet.
Hvad sker der, når vi ikke mærker os selv?
Når vi ikke kan mærke os selv, bliver det svært at vide, hvad vi har brug for. Vi mærker ikke, hvor grænsen går – og vi kan have svært ved at sige nej. Vi kan føle os tomme, forkerte, fremmede i vores eget liv. Vi tilpasser os omgivelserne, men føler os samtidig adskilte og ensomme.
Det er ikke svaghed. Det er overlevelse. En psykologisk beskyttelse, der engang var nødvendig. Men den gør det svært at leve fuldt og frit.
Vejen hjem – nænsomt og i eget tempo
At finde hjem til sig selv begynder med at turde vende sig indad. Det kræver tryghed, tålmodighed og støtte. For det vi møder på vejen, kan vække gammel smerte.
Terapi kan være et nænsomt rum, hvor lagene langsomt kan foldes ud. Hvor du ikke skal præstere eller forklare, men bare være. Hvor du stille og roligt får lov til at undersøge: Hvad mærker jeg egentlig? Hvad har jeg båret alene? Hvad har jeg lukket ned? Hvad længes jeg efter?
Det handler ikke om at åbne alt på én gang. Tværtimod. Vi arbejder med det, der er muligt, i det tempo, din krop og dit nervesystem kan rumme.
Det kan være helt enkelt: At lægge en hånd på sit hjerte og trække vejret. At sætte ord på en følelse, du aldrig før har givet plads. At mærke dine grænser. At sige "jeg har brug for..." – og opdage, at det er okay.
Det handler også om relationer. Om at blive mødt – uden skam, uden pres, uden krav. Måske for første gang. Det i sig selv kan være dybt helende.
Heling sker i kontakt
Vi heler i kontakt – med os selv og med andre. Når vi bliver spejlet med mildhed. Når vi får lov til at vise vores sårbare sider og stadig bliver holdt. Når vi opdager, at vi ikke er alene.
Støtte kan også komme fra andre steder end terapi: En nænsom ven, et fællesskab, en bog, en stemning i naturen, en kreativ proces. Alt hvad der hjælper os med at mærke: Jeg er her. Jeg er i live. Jeg er mere end mine sår.
Et liv i helhed – ikke perfekt, men ægte
Når vi langsomt vender hjem, sker der noget forunderligt. Vi begynder at leve i overensstemmelse med os selv. Ikke kun med de pæne sider, men med det hele. Med styrken og sårbarheden. Med modstanden og glæden.
At finde hjem til sig selv er ikke at nå et mål, men at leve i kontakt. At vide, hvad der føles rigtigt. At sige ja og nej med klarhed. At turde mærke, vælge og være.
Det er som at lande i sit eget indre hus. Hvor der måske stadig er mørke hjørner, men hvor lyset også kan tændes. Hvor du ikke længere behøver gemme dig. Hvor du kan åbne døren og sige til dig selv:
Velkommen hjem.