At være tæt på et menneske, der kæmper med alkoholmisbrug, er en helt særlig form for smerte. Magtesløsheden kan føles lammende, fordi alkoholen ofte har mere magt over den, vi elsker, end vi selv har. Det kan føles som at stå på sidelinjen og se et menneske langsomt glide længere væk – både fysisk og mentalt – uden at kunne stoppe det.
Hvad alkoholen gør ved et menneske
Alkohol er ikke bare en drik. For en misbruger bliver det en livsledsager – og en magtfuld én. Mentalt og psykisk forvrænger alkoholen virkeligheden. Personligheden ændres:
Det empatiske nærvær bliver mindre, fordi behovet for næste genstand fylder mere end kontakten til mennesker.
Humør og stabilitet svinger, og personligheden kan virke uforudsigelig.
Kroppen slides langsomt ned, og afhængigheden bliver både fysisk og psykisk.
Som pårørende mærker vi ofte, at vi bliver valgt fra til fordel for alkoholen. Ikke nødvendigvis fordi vi ikke betyder noget, men fordi afhængigheden styrer mere end relationen gør.
Funktionspromille – når alkoholen styrer hverdagen
For mange alkoholikere eksisterer der noget, man kalder en funktionspromille. Det betyder, at kroppen er blevet så afhængig af alkohol, at et vist niveau i blodet er nødvendigt for at kunne fungere nogenlunde uden voldsomme abstinenser. Det kan være paradoksalt for os som pårørende, fordi samvær nogle gange kun kan lade sig gøre, hvis alkoholindtaget holdes på dette niveau. For lidt giver abstinenser, for meget ender i fuldskab. Dermed bliver hele kontakten bundet op på et stramt, usundt kontrolsystem.
En funktionspromille er altså den promille, hvor misbrugeren kan virke nogenlunde normal – men det er et kunstigt normalniveau, som bygger på afhængighed, ikke på sundhed.
Når det rammer tæt på
Jeg har selv en mandlig nærtstående pårørende, der er alkoholiker. Og på trods af at jeg føler mig godt klædt på rent psykisk, ender jeg alligevel med løbende at blive såret over, at alkoholen er så meget mere vigtig end mig. Det føles som en form for ventesorg: små perioder, hvor jeg sørger over det menneske, jeg ser forsvinde ind i alkoholens favntag, mens kun en skygge står tilbage foran mig.
Når promillen er ekstra høj, og min pårørendes egenomsorgen helt forsvinder, er det næsten ubærligt at være vidne til. Det kan se så ynkeligt ud, at det skærer direkte i hjertet. Så kommer sorgen, afmagten – og en vrede, der flyder over. En vrede uden hjem, for der er ingen at give den til.
Samtidig oplever jeg, at jeg indimellem går på kompromis med mine egne grænser for, hvad jeg vil tåle, bare for at få nogle praktiske ting gjort, når jeg nu har sat tid af til at være der. Og bagefter står jeg tilbage med en følelse af at have svigtet mig selv, af hensyn til kalenderen og min pårørendes behov.
Det, der hjælper mig, er ventilering.
Jeg deler mine oplevelser med mennesker, der kender både mig og min pårørende – mennesker, der forstår historien og dynamikken indefra. Og jeg bruger også samtaler med andre, der selv har en misbruger tæt inde på livet. Det giver mig en følelse af ikke at stå alene i det her.
Jeg benytter mig desuden af et terapeutisk redskab som tapping. Blandt andet udfører jeg Traume-sekvensen på mig selv, når jeg bliver ramt af misbrugets afstumpethed. Det giver mit nervesystem mulighed for at slippe noget af den fastlåste energi, så min krop igen kan finde ro.
Og så traver jeg lange ture, hvor naturen og horisonten giver plads til perspektivering og luft til lunger og hjerte.
Hvordan overlever man som pårørende?
Vi kan ikke kontrollere alkoholen – men vi kan tage vare på os selv:
Vi snakker om det. At dele tanker og følelser med mennesker, vi stoler på, er afgørende. Grænser har det med at skride i samværet med en misbruger, og åbenhed hjælper os med at holde fast i vores egne værdier og behov.
Vi søger støtte. Terapi eller samtaler med en professionel kan være en måde at bearbejde sorgen og afmagten på.
Vi passer på os selv. Det betyder, at vi har fuld ret til at trække os, når alkoholen fylder for meget, eller når vores pårørende ikke reelt er til stede.
Vi doserer kontakten. Nogle gange er det nødvendigt at skære ned på samværet – eller helt sige fra – for at beskytte vores egen trivsel.
At være pårørende til en misbruger kræver, at vi finder modet til at være egoistiske på den sunde måde. For misbruget er egoistisk af natur. Derfor må vi også stå ved vores egne behov og grænser – og handle derefter.
Terapeutisk fodnote
At være pårørende til en misbruger er en belastning, der kan trække tråde ind i både krop, sind og relationer. Mange pårørende oplever, at de gradvist mister sig selv i forsøget på at håndtere misbruget og relationen til den, de elsker. Det kan føre til skyld, skam, vrede, sorg og en følelse af konstant alarmberedskab.
Det er vigtigt at huske, at du ikke kan ændre eller styre din nærtståendes misbrug. Du kan være støttende, lyttende og til stede – men ansvaret for misbruget ligger aldrig hos dig. Dit vigtigste ansvar er at passe på dig selv.
At sætte grænser er en form for egenomsorg. At trække dig, når misbruget fylder for meget, er ikke et svigt – det er en nødvendighed for, at du kan bevare din værdighed, dit helbred og din ro.
Som pårørende kan det være en lettelse at dele tanker og følelser med andre, der forstår situationen indefra. Det kan være i samtaler med mennesker tæt på dig, som kender både dig og den misbruger, du står nær. Men det kan også være i møder med andre pårørende, hvor fælles erfaringer skaber en følelse af genkendelse og aflastning.
Terapi kan være et vigtigt frirum, hvor du kan spejle dine tanker og følelser, uden at skulle bære dem alene. Her kan du arbejde med at genfinde fodfæstet, bearbejde den vente-sorg, der ofte følger med, og lære redskaber til at regulere nervesystemet, så du kan skabe mere ro i dig selv – også når stormen omkring dig raser.
Husk: Du må godt være egoistisk i forhold til dit eget liv, dine behov og dine grænser. Det er ikke en svaghed – det er en styrke. Det er sådan, du overlever som pårørende.
Hvis du har brug for at vende dine tanker og følelser omkring en nærtståendes misbrug, er du velkommen til at række ud til mig hos AnneR Terapi. Sammen kan vi finde veje, der støtter dig i at passe på dig selv, uden at misbruget får lov at definere hele din tilværelse.