Indledning – hvad er traumeresponser?
Når vi udsættes for overvældende belastninger, chok eller længerevarende følelsesmæssig utryghed, reagerer kroppen instinktivt for at beskytte os. Disse automatiske reaktioner kaldes traumeresponser – eller traume-reaktioner – og de styres primært af nervesystemets overlevelsesmekanismer.
Traumeresponser er ikke tegn på svaghed, manglende vilje eller personlig fejl. Tværtimod er de udtryk for, at kroppen har gjort sit bedste for at sikre overlevelse i en situation, der oplevedes som for meget, for hurtigt eller for længe.
De fire mest kendte traumeresponser er:
- Flygt
- Kæmp
- Frys
- Krybe (tilpasnings-respons)
De kan opstå både ved akutte traumer og ved længerevarende belastninger som fx emotionel omsorgssvigt, uforudsigelighed, sygdom, tab eller relationelle brud.
Flygt-responsen – når kroppen vil væk
Flygt-responsen aktiveres, når kroppen vurderer, at den bedste mulighed for overlevelse er at komme væk fra det, der føles truende.
Det kan vise sig som:
- Indre uro, rastløshed eller konstant behov for at være i gang
- Overansvarlighed og travlhed
- Svært ved at slappe af
- Tendens til bekymring, overtænkning og katastrofetanker
- En oplevelse af altid at være “på vej videre
Flygt-responsen er ofte forbundet med et nervesystem i høj beredskab, hvor kroppen producerer stresshormoner for at holde sig klar til handling. Mange mennesker med denne respons bliver dygtige, effektive og handlekraftige – men betaler prisen i form af udmattelse, søvnproblemer og indre pres.
Kæmp-responsen – når kroppen gør modstand
Kæmp-responsen aktiveres, når kroppen oplever, at den må forsvare sig for at overleve.
Det kan komme til udtryk som:
- Irritabilitet, vrede eller kort lunte
- Behov for kontrol
- Tendens til konflikter eller indre kamp
- Spændinger i kæbe, skuldre og bryst
- En grundlæggende følelse af at skulle stå fast og være på vagt
Kæmp-responsen handler ikke om aggressivitet som personlighedstræk, men om et nervesystem, der har lært, at det er nødvendigt at holde paraderne oppe. Ofte gemmer der sig sårbarhed, frygt eller magtesløshed under overfladen.
Frys-responsen – når kroppen lukker ned
Frys-responsen opstår, når hverken flugt eller kamp opleves som muligt. Kroppen går i en form for nedlukning for at beskytte sig mod overvældelse.
Den kan vise sig som:
- Følelsesløshed eller tomhed
- Lav energi og initiativ
- Oplevelse af at være adskilt fra kroppen
- Koncentrationsbesvær og træthed
- En følelse af at være fastlåst eller passiv
Frys-responsen misforstås ofte som dovenskab eller manglende motivation, men er i virkeligheden et dybt biologisk beskyttelsessystem. Kroppen forsøger at spare energi og mindske sanseindtryk, når belastningen bliver for stor.
Krybe-responsen – når kroppen tilpasser sig
Krybe-responsen (også kaldet fawn-responsen) handler om at sikre overlevelse gennem tilpasning og relationel afstemning.
Den kan komme til udtryk som:
- Svært ved at sige nej
- Overtilpasning og behov for at please
- Fokus på andres behov frem for egne
- Frygt for konflikt eller afvisning
- Uklart eller svagt kropsligt grænsesignal
Denne respons opstår ofte i relationelle traumer, hvor tryghed har været afhængig af at være “nem”, forstående eller tilpasningsdygtig. Kroppen lærer, at tilknytning og sikkerhed opnås gennem at tilsidesætte sig selv.
Når traumeresponser sætter sig i kroppen
At have været udsat for et traume betyder ikke nødvendigvis, at man konstant tænker på det, der er sket. Meget ofte lever traumet videre som kropslige signaler og automatiske reaktionsmønstre.
Traumeresponser kan sætte sig som:
- Vedvarende spændinger eller smerter
- Ureguleret vejrtrækning
- Over- eller underaktivering af nervesystemet
- Gentagne relationelle mønstre
- Svært ved at mærke egne behov og grænser
Kroppen husker det, sindet har været nødt til at glemme eller tilpasse sig. Derfor er traumearbejde sjældent kun et spørgsmål om indsigt – men om regulering, kontakt og genopbygning af tryghed i kroppen.
Terapeutisk arbejde med traumeresponsernes efterladenskaber
I terapeutisk arbejde med traumeresponser er fokus ikke på at “fjerne” reaktionerne, men på at forstå dem, regulere nervesystemet og skabe nye erfaringer af tryghed, valg og indre frihed. Forskellige terapeutiske retninger kan supplere hinanden og arbejde på hver deres niveau – kognitivt, kropsligt, følelsesmæssigt og relationelt.
Psykoedukation og normalisering
At forstå traumeresponserne som naturlige biologiske og psykologiske reaktioner reducerer skam og selvkritik. Når klienten opdager, at kroppen og sindet har forsøgt at hjælpe, opstår ofte en ny form for selvmedfølelse og ro.
Metakognitiv opmærksomhed
I metakognitiv terapi arbejdes der med forholdet til tanker frem for indholdet af dem. Mange traumeresponser vedligeholdes af vedvarende opmærksomhed på trussel, kontrol eller selvkritik.
Her hjælpes klienten til:
- At opdage, hvordan opmærksomheden automatisk bindes til indre alarm
- At træne fleksibel opmærksomhed og mentale pauser
- At erfare, at tanker ikke er kommandoer, men mentale hændelser
Dette kan mindske overaktivering ved flygt- og kæmp-respons og skabe mere mental plads.
Mindfulness og nærvær
Mindfulness bruges terapeutisk til at styrke evnen til at være til stede i kroppen og nuet uden at skulle ændre noget.
Her er det vigtigt at skelne mellem:
Metakognitiv opmærksomhed, som træner evnen til at slippe tanker
Mindfulness, som inviterer til at blive med oplevelsen, som den er
Mindfulness er særligt hjælpsomt ved frys-respons og dissociation, hvor kontakten til kroppen gradvist genopbygges. Det handler ikke om at præstere ro, men om at opdage, at nuet kan være sikkert.
Psykosomatisk traumeterapi
I psykosomatisk traumeterapi arbejdes der direkte med kroppens hukommelse. Traumeresponser efterlader ofte spændinger, uro eller følelsesmæssig fastlåsning i kroppen.
Her arbejdes der med:
- Regulering af det autonome nervesystem
- Grounding og orientering
- Langsom frigørelse af fastlåst overlevelsesenergi
Tankefeltterapi og Matrix Reimprinting
Tankefeltterapi (TFT) og Matrix Reimprinting er nænsomme traumeforløsende metoder, der arbejder med både krop og erindring.
Disse metoder kan:
- Dæmpe intense følelsesmæssige og kropslige reaktioner
- Hjælpe kroppen med at opdatere gamle faresignaler
- Skabe nye korrigerende erfaringer af sikkerhed
De er særligt velegnede, når traumeresponserne sidder dybt kropsligt, og hvor ord alene ikke er tilstrækkelige.
Psykodynamisk terapi
Psykodynamisk terapi bidrager med forståelse for, hvordan tidlige relationelle erfaringer og tilknytningsmønstre har formet traumeresponserne.
Her undersøges:
- Ubevidste mønstre og forsvar
- Relationelle dynamikker
Krybe-responsens forbindelse til tilknytning og afhængighed
Den terapeutiske relation bliver i sig selv et sted for nye eraringer.
Valg af terapeutisk tilgang afhængigt af traumerespons
Flygt-respons: Metakognitiv opmærksomhed og kropslig regulering
Kæmp-respons: Metakognitiv terapi kombineret med psykodynamisk arbejde
Frys-respons: Mindfulness og psykosomatisk traumeterapi i nænsomt tempo
Krybe-respons: Psykodynamisk og kropsligt arbejde med grænser og tilknytning
De fleste mennesker har elementer af flere responser, og terapien tilpasses løbende.
Terapeutisk fodnote
Traumeresponser er ikke noget, der skal fikses – de er noget, der skal mødes. Når vi møder dem med forståelse, tålmodighed og respekt for kroppens tempo, kan de langsomt slippe deres greb.
Heling sker ikke ved at presse kroppen videre, men ved at give den lov til at opdage, at faren er ovre, og at den ikke længere står alene.