Der findes sorger, der ikke kan ses. Sorger, der ikke har blomster, kondolencer eller en ceremoni. Sorger, som bæres i stilhed – og som ingen helt forstår, fordi der ikke er et tydeligt tab at pege på.
Den usynlige sorg kan have mange ansigter. Det kan være sorgen over en forælder, man aldrig rigtig fik kontakt med. En søskende, der gled væk. Det barn, man ønskede sig, men som aldrig kom. Sorgen over at være vokset op i en familie, hvor man måtte være den voksne for tidligt – eller over at have levet i et fællesskab, hvor man aldrig rigtig følte sig inkluderet.
Det er sorger, der ikke får plads i samtalen. De passer ikke ind i den klassiske forståelse af tab, og derfor bærer mange dem alene.
Sorgens anatomi – klinisk og menneskeligt
Klinisk beskrives sorg som en naturlig reaktion på tab. Et forløb, hvor man bevæger sig gennem faser: chok, fornægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. Men i virkeligheden er sorg sjældent lineær. Den bevæger sig i bølger – nogle gange stille og nænsomt, andre gange som en storm, der vælter alt på sin vej.
Menneskeligt set er sorg et udtryk for kærlighed. Vi sørger, fordi noget havde betydning. Fordi noget eller nogen var en del af vores identitet, vores drømme, vores livsfortælling.
Den usynlige sorg – hvad gør den ved dig?
Når sorgen ikke bliver set eller forstået af omgivelserne, opstår en dyb ensomhed. Du begynder måske at tvivle på, om din sorg overhovedet er “berettiget”.
Men usynlig sorg kan være lige så tung som enhver anden. Den sætter sig i kroppen som træthed, uro, en knude i brystet. Den fylder i tankerne, når du prøver at forstå, hvorfor du stadig er mærket af noget, som “ikke burde betyde så meget mere”.
Usynlig sorg skaber ofte en form for følelsesmæssig fastlåshed. Du ved ikke, hvor du skal lægge smerten, fordi ingen andre anerkender, at den eksisterer. Den bliver et stille ekko indeni.
At rumme sig selv – med sorg og med liv
At leve med en usynlig sorg handler ikke om at få den til at forsvinde, men om at lære at bære den med omsorg. Anerkend, at din sorg har sin berettigelse – uanset, hvordan den ser ud. Du behøver ikke forklare eller forsvare den.
Når du møder din sorg med mildhed, kan du gradvist lære at give den en plads i dit liv, uden at den styrer det. Du må gerne lægge sorgen til side indimellem. Ikke som et svigt af det, du har mistet, men som et valg om at leve.
At rumme sig selv er at sige: jeg må gerne være ked af det, og jeg må gerne have det godt igen. Accepten af sorgens karakter – at den kan være både stille og stærk, både tung og blid – er i sig selv en del af helingen.
Redskaber til at finde hjem i dig selv
Når tankerne og følelserne fylder, kan det hjælpe at vende tilbage til kroppen. Kroppen kender vejen hjem, når hovedet mister retningen.
- Læg mærke til dine fødder mod gulvet.
- Mærk din vejrtrækning.
- Se dig omkring og registrér tre ting, du kan se, høre og mærke lige nu.
Små øjeblikke af sansning kan bringe dig ud af tankemylderet og tilbage til nuet.
Mindfulness – at være med det, som er
Mindfulness handler om at være nærværende med det, der er – uden at dømme eller forsøge at ændre det. Når du tillader sorgen at være, begynder den at løsne sit greb. Øv dig i at sidde stille et øjeblik hver dag. Mærk åndedrættet. Læg mærke til de tanker, der dukker op – og lad dem drive forbi som skyer på himlen.
Mindfulness skaber et mellemrum mellem dig og det, du oplever. Et rum, hvor du kan trække vejret og finde ro, selv når livet gør ondt.
Metakognitiv tænkning – at forholde sig anderledes til sine tanker
Metakognitiv terapi handler ikke om at ændre tankernes indhold, men om at ændre forholdet til dem. Når vi sørger, bliver vi ofte fanget i grublerier: Hvorfor skete det? Kunne jeg have gjort noget andet? Hvorfor kan jeg ikke komme videre?
Jo mere vi kredser om tankerne, desto stærkere bliver de.
I stedet kan du øve dig i at opdage, at du tænker – og vælge at lade tankerne passere. Du behøver ikke finde svar. Det giver frihed til at bruge din energi på livet fremfor på tankernes evige kredsløb.