Der er mange, der i voksenlivet beskriver en følelse af tomhed. En indre fremmedgørelse. En ensomhed, der ikke nødvendigvis handler om manglende selskab, men om fraværet af en ægte forbindelse til sig selv.
Ofte spørger vi: Hvor kommer det fra?
Hvordan kan vi leve et tilsyneladende velfungerende liv – med job, relationer og ydre stabilitet – og alligevel føle os adskilte fra vores indre liv?
Den tyske psykoanalytiker Alice Miller satte i bogen Det selvudslettende barn” ord på dette fænomen. Hun beskrev, hvordan mange mennesker bærer på en barndom, hvor de tidligt lærte at tilsidesætte sig selv for at kunne overleve følelsesmæssigt. For at blive elsket. For at høre til.
Når barnet mister sig selv
Et barn er dybt afhængigt af sine forældres kærlighed og accept. Hvis omgivelserne ikke magter at rumme barnets følelser – dets vrede, sorg, frygt eller glæde – må barnet finde måder at tilpasse sig på. Det lærer hurtigt, hvad der udløser ros, og hvad der fører til afstand eller afvisning.
Så barnet begynder at skjule sine sande følelser. Det lærer at være det, der forventes – og ikke det, det egentlig er.
Alice Miller kalder dette det selvudslettende barn: det barn, der tilpasser sig så meget, at det mister kontakten med sit eget autentiske selv. For at bevare kærligheden må det opgive dele af sig selv. Det bliver en overlevelsesstrategi, et usynligt kompromis mellem behovet for nærhed og frygten for afvisning.
“Antenne”-barnet – når man mærker alle andre
Mange, der genkender sig selv i Millers beskrivelse, kender også følelsen af at have usædvanligt fine “antenner”.
Som barn mærkede man andres behov og stemninger, før de selv gjorde det. Man blev ekspert i at aflæse tonefald, kropssprog og små ændringer i atmosfæren – fordi det var nødvendigt for at føle sig tryg.
Hvis mor var ked af det, gjorde man sig ekstra sød. Hvis far var vred, blev man stille. Hvis stemningen var tung, forsøgte man at lette den.
Et barn, der vokser op med uforudsigelige voksne, lærer hurtigt, at det ikke kan hvile i sig selv – men må scanne omgivelserne for at navigere. Det lærer, at kærlighed ikke er noget, man får for den, man er – men for det, man gør.
Der, hvor barnet skulle have oplevet at blive mødt, forstået og elsket ubetinget, lærer det i stedet, at det skal præstere følelsesmæssigt for at få en form for forbindelse. Det, der udefra kan ligne kærlighed, er ofte blot et glimt af accept – et kort øjebliks anerkendelse for at have gjort det rigtige, været stille nok, glad nok, hjælpsom nok.
Bag det smilende, dygtige og ansvarlige barn ligger ofte en dyb længsel efter blot at blive set og holdt – uden at skulle yde for det.
Når vi som voksne stadig lever gennem vores antenner, mærker vi alt – undtagen os selv. Vi mister kontakten til vores egne behov og grænser, fordi vores opmærksomhed hele tiden er rettet mod andres signaler. Vi bliver trætte, udmattede, og til sidst kan kroppen reagere med stress, angst eller indre tomhed.
Overlevelse som strategi
Barnets evne til at cope er imponerende. Det lærer at fornemme stemninger, undertrykke smerte, skabe kontrol, være på forkant – alt sammen for at kunne være i en verden, der ikke altid føltes tryg.
Disse mønstre var nødvendige dengang. De var intelligente forsvar, der gjorde det muligt at overleve følelsesmæssigt.
Men det, der var en styrke i barndommen, kan blive en fælde i voksenlivet. Når vi fortsat navigerer gennem antennerne, mister vi evnen til at mærke, hvad vi egentlig har brug for. Vi risikerer at blive udmattede, fordi vi lever for meget ude i andre og for lidt i os selv.
At hente sig selv hjem
Heling handler ikke om at skyde skylden på nogen – men om at forstå, hvad der skete, og tage sig kærligt af de dele af os, der engang blev tilsidesat.
Vi kan stadig give omsorg til det barn, vi engang var.
Vi har alle en plads her i livet – en unik plads, som vi indtager den dag, vi bliver født.
Vi har fuld ret til at være på den plads og være lige præcis det menneske, vi er. Ikke en tilpasning, ikke et ekko af andres forventninger – men vores ægte selv.
At hente sig selv hjem begynder med opmærksomhed:
Læg mærke til, hvornår du forlader dig selv for at være noget for andre. Hvornår du mærker andres behov tydeligere end dine egne.
Stands op. Træk vejret. Vend blikket indad.
Brug sanserne som anker: mærk dine fødder mod jorden, lydene omkring dig, duften i rummet, din egen vejrtrækning.
Spørg dig selv: Hvad har jeg brug for lige nu?
Jeg anbefaler ofte redskabet Tapping, som også kan bruges her.
Læs mere om Tapping på min hjemmeside, og hent en manual under Downloads.
Tap og sig blidt til dig selv:
Jeg bliver hos mig selv, og må gerne have behov.
Jeg mærker mine egne behov, og det er ok.
Jo oftere du øver dig i at kalde dig selv hjem, desto tydeligere bliver din egen indre stemme. Det er den, der viser vej til det autentiske selv, der engang blev skjult bag antenner og tilpasning.
Terapeutisk fodnote
I mit arbejde som terapeut møder jeg ofte mennesker, der har levet et helt liv ude i antennerne – mennesker, der har båret for meget ansvar, for tidligt.
Som eksempel vil jeg nævne en kvinde, jeg har haft i forløb. Hun voksede op i en familie præget af misbrug, og tidligt lærte hun at tage ansvar for stemningen, for sine søskende, for de voksnes humør.
Som voksen blev hun den, der altid havde styr på alt – altid til rådighed, altid opmærksom på, hvad andre havde brug for.
Men bag facaden af overskud lå en dyb træthed.
Hun var tæt på udbrændt, havde symptomer på kontaktstress og følte sig tom og ensom, selv når hun var omgivet af mennesker.
I terapien arbejdede vi med mindfulness, Matrix Reimprinting (traumeforløsning), Tapping og metakognitiv opmærksomhed.
Det var et modigt arbejde – et gradvist møde med det indre barn, der engang måtte tilsidesætte sig selv for at overleve.
Langsomt fik hun kontakt til sine egne impulser, behov, krav, ønsker og drømme.
Og vigtigst af alt – hun lærte, at hendes behov ikke var forkerte, men livsnødvendige.
Helingen sker, når vi tør se, forstå og holde det, der engang var for smertefuldt at mærke alene.
Når vi omsorgsfuldt møder det barn i os, der stadig længes efter tryghed og kærlighed.
For vi kan stadig give det barn, vi engang var, den kærlighed og tryghed, det længtes efter.
Det er aldrig for sent at komme hjem til sig selv.