En refleksion over Gabor Matés bog og hvad den betyder for os som mennesker og for terapi.
Gabor Maté’s bog The Myth of Normal: Trauma, Illness, and Healing in a Toxic Culture (på dansk: Myten om det normale; traumer, sygdom og healing i en toksisk kultur) er en stille, men stærk udfordring til den måde, vi taler om sundhed på. Maté inviterer os til at vende blikket væk fra idéen om et “normalt” menneske, som klarer sig fint i det moderne samfund, og i stedet spørge: Hvad gør vores kultur ved os — og hvordan viser det sig i kroppen?
Trauma — ikke kun de store katastrofer
Et centralt punkt i Matés arbejde er en udvidet forståelse af trauma. Trauma er ikke kun de store, åbenlyse begivenheder (ulykker, overgreb, krig). Det er også den konsekvente påvirkning af stress, følelsesmæssig forsømmelse, skam, ensomhed og hverdagens lille, gentagne svigt i relationer. Det vigtige er ikke blot hvad der skete, men hvad der skete inde i os — hvordan oplevelsen formede vores måde at regulere følelser, kropslige reaktioner og relationer på.
Når kroppen husker: forbindelsen mellem stress, inflammation og sygdom
Maté trækker på forskning og sin lange kliniske erfaring for at vise, at kronisk stress og ikke-forløst følelsesmæssigt ubehag belaster kroppen. Langvarig aktivering af stressresponser kan skabe inflammation, svække immunsystemet og bidrage til autoimmune sygdomme, kronisk smerte, afhængighed og psykisk sygdom. Med andre ord: mange “somatiske” sygdomme er tæt forbundet med det indre arbejde, vi ikke har fået lov eller hjælp til at gøre.
Hvorfor “normal” kan være farligt
Et af Matés stærkeste budskaber er, at noget kulturelt accepteret ikke nødvendigvis er sundt. Når isolation, præstationspres, fortrængning af følelser og konkurrencehyldest bliver hverdag, normaliseres stress. Vi vænner os til, at det er “sådan det er” — og mister evnen til at se sammenhængen mellem vores livsvilkår og vores helbred. Han kalder det en “toxisk kultur”: strukturer og normer, som tvinger folk ind i adfærd og overlevelsesstrategier, der gør dem syge.
Afhængighed: et symptom, ikke en synd
Maté vender også den gængse diskurs om afhængighed på hovedet. I stedet for at dømmende spørge “hvorfor personen vælger stofferne”, peger han på: “hvorfor den ubehandlede smerte?” Afhængighed ses som en måde at finde lindring, forbindelse eller følelsesmæssig regulering — ofte som et svar på tidlig smerte eller forsømmelse. Det ændrer ansvaret: fra skam og straf til forståelse og heling.
Veje til heling — personligt og kollektivt
Maté tilbyder ikke en hurtig kur, men et kort og et kompas: heling kræver både individuel og social forandring.
Individuelt: terapeutisk arbejde der fokuserer på tilknytning, følelsesregulering og kropslig sansning (som somatisk terapi, selvmedfølelse, mindfulness og terapeu behandling). Det handler om at lære at genkende, føle og formulere det, der blev fortrængt.
Relationelt: trygge relationer er helende. At blive set, lyttet til og holdt af følelsesmæssigt gør en biologisk forskel for nervesystemet.
Samfundsmæssigt: Maté opfordrer til at genoverveje systemer, der skaber ulighed, isolation og kronisk stress — fx arbejdsmarked, socialpolitik, børneopvækst og sundhedsvæsenets snævre fokus på symptombehandling fremfor årsagsforståelse.
Hvad betyder det for mig som terapeut (og for dig som læser)?
Som terapeut betyder Matés bog en påmindelse om at arbejde helhedsorienteret: ikke kun samtaler om tanker, men også opmærksomhed på kroppen, relationer, historie og sociale vilkår. For dig som klient eller læser er budskabet blidt, men radikalt: dine symptomer — fysiske eller psykiske — er legitime signaler. De beder om opmærksomhed, medfølelse og konkret støtte, ikke skam.
En enkel praksis at begynde med
1. Hold pause og mærk: tre gange om dagen: stop ét minut, følg din vejrtrækning, scan kroppen og navngiv ét følelseord.
2. Søg forbindelser: del et lille, ærligt stykke fra din dag med en ven eller i terapi; gentagen oplevelse af at blive hørt er helende.
3. Sæt grænser for kulturens tempo: vælg regelmæssige pauser fra konstant tilgængelighed (telefon, mails) — små vaner ændrer nervesystemets tone.
Afsluttende ord
Myten om det normale er ikke kun en bog om patologi; det er en kærlig appel: lad os stoppe med at normalisere det, der gør os syge. Hvis vi begynder at spørge hvorfor fremfor hvad — hvorfor denne smerte, denne længsel, denne afhængighed — kan vi åbne døren til både individuel og kollektiv heling.
Terapeutisk fodnote:
Hvis du genkender dine egne mønstre i dette — uanset om det er kroniske smerter, udmattelse, tilbagevendende angst eller brug af adfærd, der “virker” som trøst — så vid at dét er et sprog: kroppen og adfærden taler. Et nænsomt skridt er at lade nysgerrighed erstatte skam: “Hvad forsøger dette at fortælle mig?” Søg hjælp hos en terapeut, som arbejder helhedsorienteret (tilknytning, somatik, traumeinformeret). Og husk: heling er ofte ikke en lineær stigning, men en række små, kærlige gentagelser, der over tid skaber en ny indre norm.