Stilhedens mod – når roen føles farlig, men fører dig tættere på dig selv
Stilhed.
Det lyder så fredfyldt – og det kan det også være.
Men for mange af os er stilheden alt andet end rolig. Den kan føles overvældende, tom, næsten larmende. Som om den truer med at afsløre noget, vi ikke helt er klar til at se.
Og måske netop derfor, lever vi i en tid, hvor stilhed sjældent får lov at vare længe. Der er altid en podcast, en telefon, en tv-serie, et feed, en notifikation. Vi kan underholde og aflede os selv hele vejen igennem dagen – og ofte også natten.
Men hvad er det egentlig, vi forsøger at holde ude?
Når stilhed konfronterer os
Stilhed er ikke bare fraværet af lyd. Stilhed er også det rum, hvor vi begynder at mærke. Det, vi har skubbet væk. Det, vi ikke nåede at få med os. Det, der blev for meget – eller for lidt.
Når der ikke længere er noget, der afleder, står vi pludselig alene med os selv. Med vores tanker. Følelser. Kroppens signaler. Og det kan være voldsomt. Det kræver mod.
Der er lavet studier, hvor mennesker fik valget mellem at sidde i stilhed i 15 minutter – eller give sig selv et elektrisk stød. Mange valgte stødet. Ikke fordi de ønskede smerte – men fordi de oplevede stilheden som endnu mere ubehagelig. Det siger noget om, hvor uvant det er for os at være med os selv uden input.
Hvorfor er det så svært at være alene med sig selv?
Vi bliver formet af et samfund, der værdsætter tempo, produktivitet og konstant aktivitet. Det indre liv bliver let nedprioriteret til fordel for det ydre. Vi er vant til at måle vores værdi i handling – og stilheden stiller os udenfor det system.
At være alene i stilhed konfronterer os med vores egen eksistens. Med de valg, vi træffer – og undlader at træffe. Med de følelser, vi har forsøgt at parkere. Med længsler og smertepunkter, der ikke forsvinder af at blive ignoreret.
Men det er også her, vi møder os selv.
Stilheden som adgang til det autentiske
I stilheden bliver der plads til den indre stemme. Ikke den, der dømmer og analyserer – men den, der ved.
Den, der hvisker: "Jeg har brug for en pause."
Eller: "Det her føles ikke rigtigt længere."
Eller: "Du må gerne give slip."
Det er modigt at turde lytte. At være nærværende med sig selv, uden at flygte. At åbne det indre rum og give sig selv lov til bare at være. Ikke præstere. Ikke fikse. Bare være.
Stilhed som fælles nærvær
Stilhed behøver ikke være ensomhed.
Tværtimod kan stilheden mellem mennesker være noget af det mest nærende og trygge, vi kan dele.
Når vi ikke føler os forpligtet til at fylde tomrummet med ord – men bare kan sidde, gå, være sammen – opstår et andet slags nærvær. Et, hvor kontakten får lov at være stille og dyb. Uden anstrengelse.
Men for mange kan det føles akavet. Vi har lært, at stilhed skal undgås, at det betyder, der er noget galt. Men måske handler det bare om at vænne sig til et andet sprog. Et sprog uden ord.
At vælge stilheden – bevidst
Vi vælger ofte larmen, fordi den dulmer. Det er menneskeligt. Og det er helt ok.
Men det kan også være helende, indimellem, at vælge stilheden til.
At slukke lydene og bare være med sig selv. Lytte. Mærke.
Gå en tur uden høretelefoner. Sidde i sofaen uden skærm. Lægge sig på gulvet og lade tankerne komme og gå.
Stilhed er et terapeutisk værktøj.
Ikke fordi det fjerner problemer – men fordi det skaber kontakt. Stilheden giver os mulighed for at høre det, vi ellers overser. Den hjælper os til at mærke, hvordan vi egentlig har det.
Den er gratis. Og den virker.
En invitation
Du behøver ikke tage på stilhedsretreat eller sidde i meditation i timevis.
Du kan lege med stilheden. Prøve den lidt ad. Gå små skridt.
Et øjebliks ro midt i dagen. En stille stund om aftenen. En pause fra input.
Bare for at se, hvordan det føles.
For måske kan stilheden give dig noget, du har savnet længe.
Dig selv.