Når livet gør ondt – uden at der er noget "galt" med dig
Noget af det mest ensomme, et menneske kan opleve, er at have det svært og samtidig tro, at man ikke burde have det sådan.
Måske kender du det. Du har det skidt – og alligevel bruger du en stor del af din energi på at overbevise dig selv om, at du ikke har lov til det. At andre har det meget værre. At du burde klare det. At der ikke er nogen god nok grund til at føle som du gør.
Det er en tung byrde at bære: ikke bare smerten selv, men dommen over den.
At det gør ondt er ikke det samme som at være gået i stykker
Vi lever i en tid, der hylder det raske, det præsterende, det positive. Det er let at komme til at tro, at smerte er noget, der sker for de andre – eller noget, der sker med dig, fordi noget er fundamentalt forkert.
Men smerte er ikke en fejl i systemet. Det er en del af systemet. Det er en del af det at være menneske.
Vi mister mennesker vi elsker. Vi mister versioner af os selv, som vi troede vi ville blive. Vi gennemgår brud, skuffelser, sygdom, ensomhed og perioder, hvor livet bare er tungt – uden at der nødvendigvis er én stor årsag, man kan sætte fingeren på. Og alt det gør ondt. Det er ikke sygeligt. Det er menneskeligt.
"Smerte er ikke et tegn på, at du har fejlet. Det er et tegn på, at du er i live – og at noget betyder noget for dig."
Forskellen på at lide – og at kæmpe imod at lide
Der er noget vigtigt i at skelne mellem selve smerten og det, vi gør med den.
Smerte er det, der sker. Lidelse er ofte det, der sker, når vi nægter at lade smerten være der. Når vi forsøger at tænke os ud af den, dømme os selv for den eller holde den på afstand med travlhed, kontrol og selvkritik.
Jo mere vi kæmper imod det svære, jo mere fylder det. Jo mere vi forsøger at undgå det, jo mere styrer det os. Det er ikke fordi vi er svage – det er fordi vi er mennesker, der gør det, vi har lært: at holde ud, at præstere videre, at ikke brokke os.
Men modstand koster. Den tapper energi, som du egentlig har brug for til at leve livet. Og den stille krig mod din egen indre oplevelse er ofte meget mere udmattende end smerten selv ville have været.
Hvordan vi gør os selv forkerte
Noget af det mest almindelige, jeg møder hos de mennesker, jeg taler med, er ikke smerten i sig selv – men skammen over at have den.
Tanker som: "Jeg burde have klaret det bedre." Eller: "Jeg er svag." Eller: "Hvorfor kan jeg ikke bare komme videre?"
Vi er utrolig gode til at gøre os selv til problemet. Som om selve det, at vi har det svært, er bevis for en mangel ved os. Men hvad nu hvis det er det modsatte?
Hvad nu hvis din evne til at mærke – dybt, fuldt, ægte – er en af dine mest menneskelige og kostbare egenskaber?
Det at have det svært i svære perioder er ikke et tegn på fejltagelse. Det er et tegn på, at du er til stede i dit eget liv. At du ikke er bedøvet. At du endnu ikke har overgivet dig til følelsesmæssig afstumpethed – som i øvrigt er det, mange af os bestræber os på, når vi forsøger at "klare os selv".
"Du er ikke for følsom. Du er ikke for svag. Du er ikke forkert. Du er et menneske, der har det svært – og det er to vidt forskellige ting."